SNIT & SNAK – på Frederiksø, for piger og drenge 13 – 15 år

Lav din egen helt personlige vandrestav – med træ, kniv, naturting og genbrugsmaterialer.

Pind, bål, åben himmel, havn, vand og skibe… En god udendørs dag, hvor du – sammen med andre i samme alder – snitter din egen vandrestav eller laver en kæp med symboler og tegn på de drømme, håb og ønsker du har for dit liv.

Først vælger du din “yndlingspind”, så lærer du at bruge kniven på en sikker måde, og får tips og tricks til at kunne lave en god stav.

Om vandrestaven…

I tusindvis af år har vandrestaven været brugt af Det Oprindelige Folk i USA, Amazonas, Sibirien, Peru, Australien. Også på Island, blandt Kelterne og hos Naverne er det almindeligt at bruge staven, som en trofast rejsefælle og støtte på vandringer. I tidernes morgen fungerede staven også som våben og redskab ved ritualer og ceremonier som et symbol på autoritet, styrke og en god jordforbindelse.

På vandringer er staven en god støtte og følgesvend. Den styrker og støtter kroppen, når forhindringer og stejle steder skal klares. Staven er også kendt for at have livskraft og magiske evner, der kan forstærke og forbinde dens ejer med både det himmelske og jordiske.

En stav er meget personlig. Den snittes, skæres og formes i frisk træ, for måske at blive dekoreret med snoninger, symboler, fjer, læder, perler – eller slet ikke med noget. Staven vækker stor beundring og respekt, og kan også være en slags ”visitkort”, der med symboler, farver og udsmykning kan fortælle en masse om ejerens evner, ønsker og planer for livet.

Der vil være gode snakke, store oplevelser og historier på SNIT & SNAK. Der vil også være stilhed og slet ingen snak og forstyrrelser, så vi kan nyde havnens lyde.

Hvis vejret er for råt den dag, snitter vi inde på værkstedet.
Mobiler og andet elektronik holder vi helt slukket på workshoppen.
Deltagelse på SNIT & SNAK sker under ordnede forhold, og er på helt eget ansvar.

Velkommen til en spændende snittedag i Svendborg 🙂

Mødested: woodnwonder, Frederiksø 18A, 2. sal, 5700 Svendborg
Mødeuge: Uge 30 – Den 29. juli
Mødedag: Søndag
Mødetid: Kl. 9 – 16
Alder: Piger og drenge 13 – 15 år.
Påklædning: Praktisk tøj. Husk solcreme
Deltagerbetaling: 250 kr.
Forhåndstilmelding: Ja
Tilmelding: info@woodnwonder.com – Bindende tilmelding på mail senest 28. juli.
Betaling sammen med tilmeldingen til MobilePay 60607440 til Bente Hovendal.
Eventuelt: Husk madpakke, drikkedunk, praktisk tøj, godt humør.